Breadcrumb Breadcrumb

Web Content Display Web Content Display

Historisk baggrund

Duft- og kemikalieoverfølsomhed (MCS) er et relativ ny tilstand. Her på siden er den historiske baggrund kort ridset op. Teksten stammer med få undtagelser fra Miljøstyrelsens rapport (nr. 741 2002) om duft- og kemikalieoverfølsomhed fra 2002 der er udarbejdet af speciallæge, dr.med. Martin Silberschmidt.

Først beskrevet i USA

I 1952 rapporterede lægen Theron Randolph i USA for første gang om en gruppe patienter, som fik gener af kemiske stoffer i deres daglige omgivelser, både på arbejde og i hjemmet.

Han antog, at patienternes gener skyldtes en stressreaktion som følge af udsættelse for organiske forbindelser, så som opløsningsmidler, benzin, parfume, udstødningsgasser mm.

Randolph, der var allergolog, og nogle af hans kolleger publicerede flere nye cases. Ifølge forfatterne var den beskrevne sygdomstilstand en overfølsomhedsreaktion i overensstemmelse med den gældende brede definition på allergi i 1950'erne og 1960'erne: En "voldsom" eller "over"-reaktion i et eller flere organer på en udefra kommende påvirkning som hos de fleste ikke fremkalder en reaktion.

Mange læger, herunder praktiserende allergologer og immunologer, afviste den definition. De holdt sig til den mere snævre definition af antigen-antistof-mekanismen som (immunologisk) basis for overfølsomhedssygdomme.

Miljølæger

Som reaktion på afvisningen dannede Randolph i 1965 sammen med sine ligesindede et nyt selskab for human økologi og opfordrede læger fra alle medicinske specialer at melde sig ind i selskabet.

I 1985 ændrede selskabet navn til "American Academy of Environmental Medicine" (AAEM). Selv om selskabets navn omfatter begreber som på dansk betyder miljømedicin, kan disse amerikanske miljølæger ikke sidestilles med danske miljømedicinere. Miljøsygdomme, der er diagnosticeret i henhold til AAEM's definition, er heller ikke identiske med, hvad danske læger forstår under denne betegnelse.

Ifølge AAEM er forklaringen på duft- og kemikalieoverfølsomhed, at vi lever med et stigende antal potentielt sundhedsskadelige kemikalier i vore omgivelser, som flere og flere mennesker påvirkes af. Selskabet har senest i 2008 præsenteret sine holdninger til duft- og kemikalieoverfølsomhed i et "Chemical Sensitivity Position Paper".

Debat

Igennem 1980'erne kom der flere beretninger om duft- og kemikalieoverfølsomhed og andre tilstande med lignende symptomer. Også listen over stoffer, som opleves at give gener, blev udvidet med årene.

I 1990'erne opstod der både faglig og offentlig debat omkring duft- og kemikalieoverfølsomhed i USA og Canada. Den berørte spørgsmål om anerkendelse af duft- og kemikalieoverfølsomhed som sygdom, definition og årsager, sygdomsmekanismer, behandling og myndighedernes rolle.

Samtidig blev de uløste problemer omkring duft- og kemikalieoverfølsomhed mere synlige bl.a. pga. mediernes omtale, og ved, at patienter og deres støtter bad om hjælp fra det offentlige.
 
Diskussionen om Golfkrigssyndromet, som på nogle punkter kan sammenlignes med duft- og kemikalieoverfølsomhed og lignende tilstande, startede og formåede at mobilisere støtte og ressourcer fra højeste sted i USA's administration.

Behandlingscentre

I USA og i Canada er der i flere enkeltstater blevet tildelt erstatning til MCS-patienter, og der er blevet etableret såkaldte økologiske miljø-sundhedscentre som en slags modtage- og behandlingscentre for MCS-patienter: Fx The Nova Scotia Environmental Health Centre i Canada.  

Mange af de samme spørgsmål, som har været berørt i USA og Canada, er også jævnligt til debat i Danmark. Ikke mindst i lægefaglige kredse.

Web Content Display Web Content Display

KEMILEX-APP

 

Med KEMILEX kan du undgå unødvendig kemi.

Web Content Display Web Content Display