Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Nanette Goddard

Nanette har været følsom over for dufte hele sit liv. Nu arbejder hun om natten og med maske på for at undgå dem så meget som muligt.

  • Født 1948
  • Bioanalytiker i Blodbanken på Gentofte Hospital
  • Gift og har to børn
  • Har været generet af dufte og kemikalier hele livet, men fandt først ud af, hvad det hed i 2005

Lige siden Nanette Goddard var en lille pige, har hun været ekstremt følsom over for mange ting. Hendes mor kaldte hende kærligt et "besværligt barn", fordi hun ikke tolererede mælk, æg og forskellige andre fødevarer, havde høfeber og allerede som otte-niårig led af svære, migrænelignende hovedpiner, som ingen kunne forklare. Hovedpinerne har fulgt hende lige siden - ofte ledsaget af influenzalignende symptomer som smerter i led, tynd mave og ondt i bihulerne samt en prikkende fornemmelse i kroppen - og de er langsomt blevet værre.

I løbet af 1998 spiste hun så mange Kodimagnyler, at hun måtte afgiftes, og senere gentog det samme sig med et migrænemiddel. I samme periode ville hun male sit badeværelse, men nåede kun en halv kvadratmeter, inden hovedpine, kvalme og opkastninger fik hende i knæ, og i 2000 var hun møgsyg det meste af en vinter, fordi hun hver weekend malede sommerhus i Sverige.

Alligevel var det først i 2003, da der var ombygninger på hendes arbejdsplads, Blodbanken på Gentofte Sygehus i Region Hovedstaden, at hun blev klar over, at der for alvor var noget galt.
"Jeg blev rigtig, rigtig syg, da de lagde gulv. Så blev jeg sendt på en arbejdsmedicinsk klinik, og dér fandt de ud af, at jeg var duftoverfølsom," forklarer Nanette.
Det har fået brikker fra hele Nanettes liv til at falde på plads.
"Hele livet har jeg haft ondt i hovedet, men tænkte ikke på, at det havde sammenhæng med dufte. Først efter jeg er blevet opmærksom på det, har jeg fået det meget bedre," siger Nanette.

Bliver påvirket af kollegerne

I dag ved hun, hvad hun skal undgå: Hun reagerer på parfume. Ikke alle, men de fleste. Hun tåler ikke alle blomster f.eks. tulipaner, som hun ellers holder meget af. Bilos er den rene gift, især hvis skyerne hænger lavt, og mens stegeos går an, er røg fra brændeovne slem. Sjovt nok generer cigaretrøg hende ikke, og hun ryger selv. (Læs mere i spørgsmål og svar)

På jobbet oplever hun mange duftangreb: Friske kopier, kopimaskiner og andre elektriske apparater - specielt når de er nye og står tændte - gør Nanette syg. Hospitalets nylonuniformer bliver renset i noget, hun ikke kan tåle, og centrifugerne, hun bruger, når hun skal analysere prøver, lugter.
"På afdelingerne er der også noget andet. Om det er deres rengøring eller indeklimaet, ved jeg ikke, men for et par år siden blev jeg så påvirket, da jeg var på besøg på Herlev Hospital, at jeg besvimede," fortæller hun.

Kollegerne dufter ofte også, selvom "de ikke har noget på", for Nanette reagerer ikke kun på parfume, men på alt med parfumestoffer i, hvilket inkluderer selv de mest diskret duftende shampooer, balsamer, deodoranter, cremer, makeup, vaskepulvere og skyllemidler. Hun kan også mærke, hvis kollegerne har været sammen med andre, der dufter stærkt. Det hænger ved.

Natten har færre dufte

Det hjælper, at Nanette i snart 30 år har arbejdet som fast aften- og nattevagt med arbejdstid fra halv fire om eftermiddagen til halv ni næste dag: I de sene timer er færre kontakter med andre mennesker og dermed færre dufte. Samtidigt betyder de lange vagter, at hun kan nøjes med at arbejde to gange om ugen. Når den sidste kollega går hjem halv ti om aftenen, så åbner Nanette vinduerne:
"Vi har en vifte, så jeg virkeligt kan lufte ud. Hvis der har været nogle af dem, som jeg kalder de slemme, så skal jeg have den dér prikken væk. Det tager et par timer."

Resten af natten er hun alene i Blodbanken, hvor hun analyserer prøver og udleverer blodprodukter til piccoliner, portører og taxachauffører, der transporterer dem til afdelingerne og mellem regionens hospitaler. Det er dem, der udgør den største duftrisiko i løbet af natten, men det hjalp, da døren for nogle år siden blev låst, og der blev sat en glasluge op, så besøgende ikke kunne gå direkte ind i Blodbanken om natten. Lugen betød et frirum for Nanette:
"De nye nattevagter var ikke trygge ved at have åbne døre. Det passede mig godt, for den låste dør og lugen lukkede også for duftene og betød, at jeg kunne se, hvem der kom, inden jeg blev påvirket af dem."

Maske forlænger arbejdslivet

Siden dengang Nanette dejsede om på hospitalsgangen på Herlev Hospital, har hun også brugt en kulfiltermaske på arbejdet, fordi der lugter af det samme på gangene i Gentofte. Hun tager den på, når hun skal tage blodprøver i afdelingerne, og når hun er sammen med kolleger i Blodbanken. Masken betyder, at Nanette kan være sammen med sine kolleger, når de møder om morgenen, og den har forlænget hendes arbejdsliv.
"Hvis ikke jeg havde haft masken, ville jeg være blevet meget mere syg, og så var jeg sikkert røget igennem hele den sociale mølle for så til sidst at være endt som førtidspensionist eller lignende," fortæller Nanette.

Masken gjorde samtidigt Nanettes problem synligt for omgivelserne, hvilket hjalp på forståelsen, og kollegerne i Blodbanken har vænnet sig til at se hende med den på. Sårende bemærkninger har hun kun oplevet fra folk, der ikke kender hende.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning