Web Content Display Web Content Display

Karsten Vang

Duft- og kemikalieoverfølsomhed har lært Karsten en masse om miljø. Til gavn for ham og andre. Læs historien om at vende det negative til noget positivt.

  • Direktør for Løkken Idrætscenter siden 2004
  • Bl.a. uddannet socialrådgiver og HA i ledelse
  • Har været duft- og kemikalieoverfølsom siden 1980'erne

Allerede dagen efter Karsten Vang startede som direktør i Løkken Idrætcenter, blev kopimaskine og printer flyttet fra kontoret til den anden ende af bygningen i et aflukket rum, der snart efter fik etableret udsugning. Ikke længe efter skulle det gamle - surtlugtende - gummigulv i sportshallen skiftes. Efter grundig research valgte han et topmoderne kunstprodukt, der var vedligeholdelsesfrit, slidstærkt og opfyldte alle internationale standarder for, hvordan en bold skal hoppe - og som ikke lugtede. Det er heller ikke helt tilfældigt, at der er sat skråvinduer i loftet over cafeteriet. "Frisk luft er en god ting for alle," som Karsten siger. De får snart en motor på, så Vesterhavsluften nemt kan lukkes ind.  Svømmehallen trængte også til renovering og udover at erstatte brune fliser med douce farver, har han sørget for et topmoderne, underjordisk rensning af det professionelle svømmebassin og en hal, der næsten ikke lugter af klor.

Startede i mørkekammeret

Renere luft og et forbedret idrætsmiljø har først og fremmest været godt for forretningen og medarbejderne. Men det har også været godt for Karsten, som i mere end tyve år har levet med symptomer på duft- og kemikalieoverfølsomhed.

Det startede i begyndelsen af 1980'erne, da han arbejdede som pressefotograf. Dengang foregik en del af arbejdet i mørkekammeret.
"Når jeg havde stået med fremkaldervæske, følte jeg mig bedøvet i ansigtet: Fraværende, irritabel, længe om at svare på folks spørgsmål. Jeg havde mange mærkelige klager, og jeg er sgu' ellers ikke en syg dreng," fortæller Karsten.

I starten troede han, det kun var fotokemien, men senere blev han klar over, at han reagerede på samme måde på det meste af det, man finder i et gennemsnitligt kontormiljø: Tryksager, gulvtæpper, nye møbler, ny elektronik, læder, printere og kopimaskiner. Sidstnævnte er værst.
"Hvis jeg har været i nærheden af sådan noget, bliver jeg så irritabel og sløv, at jeg må lægge mig, men det sker kun to-tre gange om året, fordi jeg er opmærksom på det," siger Karsten.

Tak til overfølsomheden

Til trods for de åbenlyse problemer, der ligger i, at en fotograf ikke kan tåle at lave billeder, eller en direktør ikke kan tolerere kontorluft, så har Karsten ikke oplevet, at hans duft- og kemikalieoverfølsomhed har bremset ham synderligt professionelt. Tværtimod har den været med til at skubbe ham i de retninger, han alligevel skulle.

Først skiftede han fra fastansat til freelance fotograf, hvor han kunne betale sig fra at få en kollega til at fremkalde sine billeder for sig. Og sidst i 1980'erne startede han et tv-produktionsselskab, hvor brugen af videobånd betød, at han slap for at skulle håndtere filmruller og fremkaldelse.
"Det var en naturlig udvikling i branchen, så jeg har aldrig følt det som noget negativt, at overfølsomheden var med til at fremme beslutningen," forklarer Karsten.

Hans problemer med luften har også gjort ham klogere på miljø, og det føler han er en gave.
"Jeg har sat mig ekstra ind i indeklima og arbejdsmiljø f.eks. i forbindelse med renoveringen. Det sjove er, at man kan vælge mange ting, der er gode for miljøet og ikke er spor dyrere - hvis man bare lige får tænkt sig lidt om," siger Karsten.

Efter hans mening har den amerikansk/canadiske skuespiller Michael J. Fox, der fik Parkinsons sygdom allerede som 30-årig, fat i noget af det rigtige, når han takker sin sygdom, fordi den har gjort ham klogere på livet og betyder, at han kan hjælpe andre.
"Han siger: "Tak for alt det Parkinson har givet mig" - og når nu det ikke kan være anderledes, så har jeg det også sådan med min duft- og kemikalieoverfølsomhed. Man er nødt til at få det bedste ud af det."

Det hjælper at være chef

Siden han blev freelancer, har Karsten været chef. Først i eget hus og senere for andre. Det har givet ham gode betingelser for at tilpasse sin arbejdsplads, så den har generet ham mindst muligt. Da han indrettede sit første kontor i produktionsselskabet, pakkede han alle møbler og computere ud på én gang, skruede op for varmen – for at øge afdampningen - og fik derefter sin hustru til at lufte grundigt ud nogle gange om dagen, mens han selv blev væk, indtil lugten var fordampet. Senere, da han blev direktør for Nordjyllands Mediecenter, et splinternyt digitalt tv- og kulturhus, kom han til at arbejde han i en ny bygning, som der skulle nye møbler i.
"Jeg købte hver en stump ind og kunne på den måde påvirke, hvad jeg blev udsat for - og jeg valgte jo ikke lædermøbler eller gulvtæpper med masser af gummi under og fik naturligvis placeret kopimaskinerne i rum for sig med udsug og friskluftindtag," forklarer Karsten.

Han har aldrig brugt duft- og kemikalieoverfølsomheden som undskyldning:
"Det med indeklima interesserer mig - overordentligt meget endda - og det forfølger jeg. Folk ved ikke, hvad baggrunden for den interesse er. Desuden er frisk luft en god ting for alle mennesker."

Ikke alle slags job

Én enkelt gang har han følt, at overfølsomheden var et handicap. Det var i perioden lige inden, han fik jobbet som direktør i Løkken:
"Når jeg læste jobannoncer, kunne jeg se, at jeg ville få problemer næsten alle steder. Det var jo ikke landmandsstillinger, jeg var ude efter, men noget med at være inde og højst sandsynligt på et kontor. Der var mange bekymringer og masser af job, jeg undlod at søge," fortæller Karsten.

Han gik efter stillingen i idrætscentret først og fremmest pga. de faglige udfordringer, men også fordi han vidste, at han kunne tåle at gå i svømmehallen, og fordi der var en relativt lille stab.
"Havde jeg søgt et job i en virksomhed med 5.000 ansatte, så var det nok ikke så nemt at komme med min egen dagsorden," forklarer han.

Uanset at den friske luft er nødvendig for, at han kan fungere optimalt, så er der noget, der tyder på, at sportsfolk også værdsætter den. Løkken Idrætscenter, der også huser overnattende gæster, har over de seneste fem år oplevet en stigning i antallet af årlige overnatninger fra 7.000 til 13.000 - til trods for prisstigninger.
"Konkurrencesvømmere opholder sig mange timer i svømmehallen. De bliver glade, når nogen satser på indeklimaet. Men vi har også fremgang blandt almindelige gæster i modsætning til mange andre steder. Miljø og indeklima har åbenbart manges interesse," siger Karsten. På centrets hjemmeside dokumenterer han dagligt, hvor rent vandet er, bl.a. fremgår mængden af bunden klor, som er det, der giver den typiske svømmehalslugt.

Man skylder ikke alle en forklaring

Fraset at han er skrap med, at døren til kopimaskinerummet skal holdes lukket, så indvier Karsten ikke medarbejderne ret meget i sin overfølsomhed. For det første fordi han ikke har lyst til at snakke om det, og for det andet, fordi det ikke ville gøre en særlig stor forskel i hans hverdag. Det samme gælder venner og bekendte, for man skylder ikke alle en forklaring, mener han.
"Jeg tænker ikke over det i det daglige, for det er blevet en del af mig, at jeg gør tingene på en bestemt måde. Det, tror jeg egentligt, er godt for min sjæl – så jeg ikke føler mig syg."

Det betyder også, at han indimellem udsætter sig for ting, han ikke tåler særlig godt.
"Der er nogle ting, jeg æder: Jeg giver f.eks. indimellem min kone parfume, og jeg går også selv ud og køber sko, selvom lædervarer generer mig voldsomt," forklarer han.

Hjemme i Aalborg har nogle i ejerforeningen for nyligt foreslået, at der skal ny gulvbelægning på trapperne. Det blander Karsten sig i med glæde:
"Så siger jeg straks, at vi skal have noget, der er vedligeholdelsesfrit og slidstærkt og som ikke… tja, og så er den der igen: Så kan jeg sige tak til alt det overfølsomheden har lært mig."

 

KARSTENS KOLLEGA:

Læs interview med hans kollega og medarbejder Bjarne Nielsen.

Hvordan fandt du ud af at der var nogle ting, Karsten ikke kunne tåle?
En af de første dage efter, han var begyndt her, bad han om, at vi flyttede kopimaskinen og printeren, fordi han ikke kunne tåle dem. Der stod kopimaskinen også lige ved siden af ham.

Hvad tænkte du så?
At det var trælst for ham, at han døjer med det. Jeg kan ikke lugte noget, men man kan mærke med det samme, at han slår ud på det.

Hvordan?
Han bemærker det, hver eneste gang døren til kopimaskinerummet står åben. Også efter vi flyttede maskinerne ind i et andet rum i den anden ende af bygningen, og selvom han ikke kan se, at den er åben. Han vil ikke tage kopier og nærmer sig i det hele taget ikke det rum dernede. Selvom vi har udsug på.

Kan man ellers mærke det?
Nogle gange, synes jeg, jeg kan mærke, at han bliver irritabel, når det går i systemet på ham. Jeg tror også, han bliver mere træt af det.

Har I snakket om det?
Vi har bare talt om, at vi skal undgå at lægge aviser, friske kopier og sådan noget ind til ham.

Påvirker det din arbejdsdag?
Nej, det er ikke meget. Det er kun de få hensyn med aviser osv., vi skal tage. Det ligger på rygraden nu. Det er ikke noget, vi tænker over.

Har det skabt problemer?
Nej. Han råber bare en gang imellem, at døren står åben.

Er han anderledes end tidligere direktører?
På det miljømæssige område er han. Han ved en masse om indeklima. Der er ting, han ikke vil have. Det er også fint nok. Vi får også glæde af det, selvom vi ikke decideret bliver syge af tingene, som ham. Luften skal være i orden. Det er ikke sådan, at han bare flytter kopimaskinen ind til os: Han pådutter ikke os noget, han ikke selv kan tåle.

Web Content Display Web Content Display